Entreprenører som aktører i et bæredygtigt byggenetværk

Entreprenører som aktører i et bæredygtigt byggenetværk

Thomas Eberhardt

Emma Beltran

I denne blog vil vi gerne snakke om byggebranchen, og de bæredygtighedsproblematikker vi har
identificeret, i forbindelse med materialespild.

Byggeri foregår i hovedtræk efter nedenstående model, og som det kan ses er der mange aktører
involveret i de forskellige faser.

Vi vil gerne diskutere hvordan entreprenører, repræsenteret af samarbejdsfirma, problematiserer
emnet, og hvordan dette har en påvirkning på hvor og hvordan der skabes bæredygtighedsløsninger i
branchen. På nuværende tidspunkt ser vi et tab i ressourcer da mange materialer ender til forbrænding
eller som vejfyld.

Vi har været i kontakt med en entreprenørvirksomhed, her kaldet A.
A er en fagentreprenør, der beskæftiger sig med betonbyggeri, og
opførelse af denne type byggeprojekter. De tager fagentrepriser,
men kan agere hovedentreprise, hvis projektet tiltaler deres profil.

Deres hovedkompetence ligger indenfor beton og råhus-byggeri.

Vi har kontakt til to personer indenfor virksomheden, hvor den ene
er senior projektchef og bygningskonstruktør, og den anden er
bygningsingeniør og projektchef på et byggeri på DTU, hvor A er hovedentreprise.

Som entreprenører ser de ikke at de har noget at sige i forhold til hvordan bygningen ser ud, hvor den
ligger eller hvad den skal bygges af. De kan dog udvælge materialeleverandører, og er selv ansvarlige
for selve byggeriet.

Der er altså her i fasemodellen:

A har meget fokus på deres økonomi, da entrepriser skal vindes i udbudsrunder, for at virksomheden
overhovedet kan have nogen indtægt. Det vigtigste er derfor at de kan være billigere end deres
konkurrenter. Derfor er bæredygtighed også kun et tilvalg, når det er økonomisk muligt. Er
bæredygtigt og ikke-bæredygtigt lige dyrt, vil det være tilfældigt hvilken løsning der vælges.

A er dog ikke uvillige til at have bæredygtighedsovervejelser, da en optimering af brugen af
materialerne, også vil gøre dem i stand til at være endnu billigere, og dermed mere attraktive i
budrunderne.

Som det er nu i byggebranchen, er der meget materiale i god kvalitet, der går til spilde. Dette er både
i forbindelse med opførslen af byggeriet, i form af materialer der købes ind i for store mængder, og
smides ud efterfølgende, men også i forbindelse med nedrivning af gamle bygninger der kan have
mange værdifulde og brugbare elementer i sig.

Herunder ses et typisk livsforløb for et betonelement:

Som det ses, er det meget lineært, hvilket også er gældende for andre byggematerialer. Det illustrerer
også hvordan materialerne typisk downcyklus i slutningen af deres livsforløb.

Problematisering af bæredygtighed i byggebranchen

A problematiserer emnet ”bæredygtig bygning”, på to måder:

For det første ved at se på produktionen. De mener at bæredygtigheden ligger i måden hvorpå
materialerne er udvundet og fremstillet, og ser derfor producenten som ansvarlig for hvor bæredygtig,
bygningen er. Et bæredygtigt produceret materiale er lavet, så produktionen bruger så lidt muligt
energi, og udleder så lidt CO2 som muligt.

Den anden problematisering er i forhold til bygningens design, hvor bæredygtigheden ligger i måden
arkitekten og bygherren designer bygningen på. Det vil sige at bygherrens holdning og forståelse af
emnet er altafgørende for hvordan bygningens bæredygtighedsprofil er, da det er dem der beslutter
udformning og brug af materialer. Arkitekten er en influencer der kan påvirke bygherrens
beslutninger, ved at gøre bæredygtige alternativer attraktive, og hermed vise hvilke muligheder der
kunne være indenfor eksempelvis genanvendelse af brugte materialer. Et eksempel herpå kunne være
hvordan arkitektfirmaet Lendager Group benytter gamle mursten som facademoduler på deres
bygninger.

Det vil sige at A ser deres mulighed for at influere bygningens bæredygtighed, som værende gennem
valget af producenter af de materialer som bygherren har bestemt. Overordnet kan de ikke påvirke
hvordan bygningen udformes, og hvilke materialer der skal bruges, men de kan vælge en producent
der har en bæredygtig profil.

A’s problematisering af emnet medfører også en ansvarsfralæggelse, i og med at bæredygtige
løsninger skal komme fra producenter, arkitekter og bygherrer. A kommer altså ikke selv med nye
svar og løsninger, men kan tilvælge dem der hvor det er økonomisk ansvarligt.

Vi synes ikke at A’s problematisering er omfavnende nok idet den kun forholder sig til to faser af
materialernes livscyklus, altså udvindingen og produktionen.

Måden A indkøber materialer på, er baseret på en økonomisk overvejelse om, at man ikke skal
risikere at mangle materialer, da det fører til stagnering af projektet. Dette betyder at de som oftest
har et overskud af materialer, svarende til cirka 10% af det indkøbte. Dette bliver på nuværende
tidspunkt bare smidt ud, hvilket også er en udgift for dem.

Vi synes at A bør udvide deres problematisering af emnet ”bæredygtig bygning”, til også i højere
grad at involvere dem selv som løsningsskabende aktører. Dette kunne gøres ved at tage større ansvar
for at hele bygningen kan føres fra ”cradle to cradle”. Altså ved at problematisere hvordan en
bygning kan bygges så flest mulige materialer kan genanvendes ud fra det råderum som A har. Både i
forhold til hvordan deres affaldsproduktion kan mindskes, eller hvordan denne kan få ny værdi, men
også i forhold til hvordan A kan være med til at sikre materialernes genanvendelighed på længere
sigt. Eksempelvis når bygningen ikke længere har et formål, eller af andre årsager er
nedrivningsmoden.

Forslag

Som vi ser det er der to muligheder for at udvide A’s problematisering, for at gøre deres byggeproces
mere bæredygtig. Den nuværende problematisering rummer kun produktionen og gør derfor, at de
ikke ser byggeaffaldet som en ”area of suspicion”, og altså ikke et sted man kan søge løsninger. Vi
tænker at måden man kunne arbejde med denne problematisering på, er at involvere andre aktører,
eksempelvis Lendager Group, eller andre arkitektgrupper eller institutioner, der kan se en værdi i
disse overskydende materialer. Her er A altså en central aktør, der også skal kunne se værdien i at
udnytte materialerne, samt at den viden de har om materialerne er centralt for at undersøge hvordan
materialerne kan udnyttes anderledes.

Dette vil også kunne skabe værdi for A, da det ville spare dem mange penge ved ikke at skulle
afskaffe materialerne.

Alternativt kan problematiseringen udvides således at bygningens videre liv tages til eftertanke. Her
at bygningen ikke ses som et færdigt produkt når den er nøgleklar, men nærmere som en oplagring af
materialer der skal kunne tages i brug til et nyt formål, uden at miste signifikant værdi.

 

Kilder

Udtalelser fra ansatte hos entreprenør A

https://lendager.com/arkitektur/ressourceraekkerne/